Det kræver mod at leve

Jeg sad for nyligt i et venteværelse i nogle timer. Jeg var på hospitalet som pårørende og nød at sidde og vente for mig selv. Da jeg så lægerne, sygeplejerskerne og portørerne udføre deres arbejde, mindede det mig om at livet er værd at kæmpe for. Jeg kiggede på de mennesker, der kom og gik. Jeg bemærkede også noget, der fik mig til at tænke over det at være kirke.

Mange kom meget forsigtigt ind i rummet, nærmest usikre. For hvordan opfører man sig passende her? De mange skilte i venteværelset gjorde sit for at skubbe ydermere til denne usikkerhed. Ord som ”Advarsel”, ”Skærpede regler”, ”Husk mundbind” og ”Ingen pårørende i venteværelset” hang på døre og vægge. Der var så meget man kunne gøre forkert. Hvordan reagerer de andre, hvis jeg kommer til at hoste? Må jeg overhoved være her?

Det skal siges, at jeg fik en overordentlig god behandling af personalet og de gjorde deres bedste for at hjælpe og skabe en positiv atmosfære. Men den følelse mange kom ind i rummet med, var usikkerhed og bekymring. Frygten for at gøre noget forkert eller ligefrem føle sig uvelkommen og forkert.

Jeg er næsten overbevist om, at mange har det på samme måde med kirken. Det er i forvejen et sted, hvor der synes at være et særligt adfærdskodeks. Man skal rejse sig op på bestemte tidspunkter. Må man række hænderne i vejret, når man synger, eller er det upassende? Må man klappe efter en sang eller ej? Og nu er kirken også blevet fyldt med advarselsskilte om forholdsregler, restriktioner og anbefalinger. Kommer jeg for tæt på de andre? Synger jeg for højt? Må jeg tage mit mundbind af?

Jeg kan faktisk godt forstå, hvis man tænker: Det er nemmere at blive hjemme! Så kommer man ikke til at gøre noget forkert. Man kommer ikke til at føle sig uvelkommen og forkert. Jeg forstår det virkelig godt.

Hvis vi skal finde en vej frem som menighed og som fællesskab kommer det til at kræve mod. Vi bliver nødt til at kæmpe imod den usikkerhed og frygt vi hver især mærker i os selv og hinanden. For livet er ikke gnidningsfrit og berøringsfrit. Det kræver mod at leve. Nu åbnes kirkerne mere op og jeg håber du vil tage mod til dig og være med! For her er alle er velkommen.

Morten Rugager Kristensen

Skriv en kommentar