Af Morten Rugager Kristensen, Præst i Skjern Bykirke.

Den stille vækkelse

Vækkelse er ikke en fjern tanke for kristne (2 Pet 1,13). Det er et konstant bedeemne; vækkelse i os selv og for andre. Det er noget vi håber på, og noget vi stræber imod. Vi er selvfølgelig helt indforståede med, at det er Gud, der drager mennesker til sig og giver vækkelse. Men der er intet i vejen med at forberede sig og tænke målrettet om, at flere må finde vejen til Jesus.

I den første tid blev kirken blot kaldt for ”Vejen” (ApG 24,14). Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet (Joh 14,6). Derfor er det at følge Jesus, at følge en vej. Det er noget, vi er på vej i. Derfor skal vi også som kristne kunne rumme, at vi hver især er på vej i troen. Paulus skriver om sig selv: ”Ikke at jeg allerede har grebet det… men jeg jager efter det.” (Fil 3,12). Det vigtigste er, at mennesker er blevet grebet af Kristus.

Undersøgelser viser, at flere og flere mennesker, ikke længere er så afvisende overfor denne vej. Troen på Jesus er blevet mere socialt accepteret. Det skyldes ikke store kampagner eller møderækker, men er blevet kaldt ”den stille vækkelse”.

I weekenden satte bestyrelsen i Skjern Bykirke temaet ”den stille vækkelse” på dagsordenen til årets visionsdag. En dag hvor vi tænker lidt længere frem, ser på tidens tendenser og spørger os selv, hvad Skjern Bykirkes rolle kan være på den lidt længere bane, de næste 3-5 år. Hvordan kan vi understøtte mission og vækkelse, hvis den dukker op hos os?

Efter et møde med Friluftsmissionens landsleder, Torben Østermark, fik vi en tydelig indikation om, at den stille vækkelse ikke bare er ønsketænkning. Hver uge taler han og mange frivillige med danskere på Nørreport og de sidste to år, mener han, at der har været et markant skifte. Der er en større åndelig lydhørhed, større åbenhed for Jesus, større interesse for at læse i Bibelen og komme i kirke, – særligt blandt de yngre generationer.

I bogen ”The Surprising Rebirth of Belief in God” af apologeten Justin Brierley, kommer han med eksempler på et religiøst tidevandsskift. Siden midten af sidste århundrede har kristendommens tidevand trukket sig tilbage. Mange holdt op med at se sig selv som kristne, de store fortællinger blev erklæret døde. Nu er det, som om tidevandet har skiftet og er på vej ind igen. Kendte intellektuelle nærmer sig kristendommen igen. I en dansk kontekst kan man nævne: Casper Christensen, Alex Vanopslagh, Ida Auken, Bodil Jørgensen, Frederik Vad, Anne-Cathrine Riebnitzky, Vlado, Sigurd Barret, Flemming Møldrup og Jacob Holst Mouritzen fra Kender du typen. Tænk for eksempel også på tiltaget ”Lad os tale om tro!” der har fået stor udbredelse – også uden for kirkerne.

Kirkehistorikeren Rasmus Nørtoft Dreyer skriver i en artikel, at ”For bare et årti siden var det et højrefløjsargument, at kristendommen var Vestens kulturelle og etiske orden. Nu er kristendommen rykket ind i den brede politiske samtale.”

Der er ikke lavet så meget statistik på dansk jord, men en meget omtalt undersøgelse i England, The Quiet Revival: Gen Z leads rise in church attendance, peger på en interessant udvikling:

  • ”Hver 6. af ikke-kirkegængerne (18 %) siger, at de er interesserede i at lære mere om Bibelen.”
  • ”Ca. halvdelen mener (47%), at det er positivt, at kristne vil fortælle om deres tro til andre.”
  • ”I Storbritannien går hver femte mand under 34 i kirke. 21 procent af dem gør det mindst en gang om måneden. I 2018 var det fire procent.”
  • ”Hver 3. af briterne (31%), der normalt ikke går i kirke, siger, at de vil deltage, hvis en ven eller et familiemedlem inviterede dem – 34% blandt de 18-24-årige.”
  • 33% af 18-34-årige besøgte online-gudstjenester under corona-lockdown.

Ovenstående statistiker er taget fra en række artikler om ”den stille vækkelse” og er af indlysende grunde opmuntrende læsning. Jeg vil opfordre alle til selv at læse videre om det. Jeg har samlet en række artikler, som man kan gå på opdagelse i, her:

  • org.uk: The Quiet Revival: Gen Z leads rise in church attendance, (link).
  • Mads Olrik: Det er intet mindre end Jesu genkomst, Zetland (link).
  • Mads Staghøj: Mænd ved verdens ende, Weekendavisen (link).
  • Rasmus Nørtoft Dreyer: Hvis der virkelig spirer en stille vækkelse, må folkekirken lytte til længslerne, Kristeligt Dagblad (link)
  • Anders Keseler: Kan det passe? Engelsk rapport taler om at den ”stille” vækkelse er på vej, Semper Magasin (link).
  • Finn Rønne: Den stille vækkelse, DBI-posten (link).
  • Michael Agerbo Mørch: Flere unge søger kirken. Hvad gør kirken?dk (link)
  • Niels Jørn Fogh: Er der tegn på vækkelse? DBI-posten (link).
  • Manuel Vigilius: Jo, den er go’ nok, Tilliv.dk (link).

Det er et ønske for bestyrelsen i Skjern Bykirke, at sætte emnet på dagsordenen i kirken. Lad os spørge os selv, hvordan kan vi tage imod mennesker, der har fundet en glæde over at læse i Bibelen, er begyndt at bede, eller har brug for hjælp til at tro på Gud og gå i kirke. Måske kan vi være en hjælp på vejen? Lad os være klar til at tage imod dem!