Af Kirsten Østerby, Daglig leder i Skjern Bykirke.
Denne blog er et forsøg på at beskrive, hvordan det kan opleves at være alene. Nogle af oplevelserne er mine, andre vil være mere generelle og genkendelige for andre, der også er alene.
Overskriften handler om Tove, min gode veninde. En skøn ugift kvinde først i 40’erne. Nu var hendes familie igen kommet til den tid på året, hvor snakken om ”hvem tar’ Tove” fandt sted. Det vil sige, – hvem tager Tove juleaften? Den skønneste kvinde, der ville være en gevinst for ethvert selskab. Alligevel var det altså et diskussionsemne og ikke nogen selvfølge, – hvem der tog Tove.
Antallet af husstande i Danmark med kun en person er knap 1,2 millioner, og 37% af alle voksne er enlige, (men kan have børn). Det er et stort antal, og derfor findes de enlige, i forskellige udgaver, selvfølgelig også i kirken.
I udgangspunktet er det ikke meningen, at nogen skal leve alene. Sådan kan man læse det allerede i skabelsesberetningen. ”Det er ikke godt, at mennesket er alene”, siger Gud. At vi er skabt i Guds billede, kommer også først for alvor til udtryk i fællesskabet mellem en mand og en kvinde. De er forskellige og supplerer hinanden, og sammen, som en enhed, ligner de Gud.
Når der så alligevel er nogle, der går alene gennem livet, er det, fordi ikke alt er, som Gud havde tænkt det. Derfor kan det også være en stor sorg, og den enlige kan være ked af, at det blev sådan. Lige såvel som det er en smerte for dem, der aldrig fik nogen børn.
Mange velmenende mennesker, og diverse bøger om alene-livet, er hurtige til at pege på alle de fordele, der er ved at være alene. Sikke et fantastisk liv med al den frihed og tid til sig selv. Og det er rigtigt. Det kan være et fantastisk liv med helt særlige muligheder, hvor man kan nyde at have masser af tid og trives i sit eget selskab. Men jeg tror ikke, man kan finde en teenager, der har som sin store drøm: ”Bare jeg skal være alene hele livet.” Så lad enlige få lov til at være ked af det, hvis det er det, de har brug for, uden at svaret fra omgivelserne straks er: ”Du skal se, du skal nok blive gift en dag.” Man vil bare gerne lyttes til og mødes. Og selvom det kan være en sorg at være alene, så er det ikke det samme som, at man vil giftes for enhver pris. Man vil stadig kun giftes med den rigtige.
En ting er mangel på en ægtefælle. En anden ting er manglen på en familie. Mens mange oplever, at deres familie bliver større med tilkommende svigerbørn og børnebørn, vil enlige måske opleve, at deres familie bliver mindre og mindre, indtil man kan være nødt til at forstå, at ens nærmeste familie, det er kun en selv. Man hører ikke rigtig sammen med nogen, og der er ikke nogen, for hvem man er den vigtigste. Det kan være en svær erkendelse.
Det kan måske betyde, at hvis man ikke vil sidde alene juleaften, så er man nødt til selv at gøre noget, fordi det ikke nødvendigvis er en selvfølge, hvem man kan være sammen med. Det samme kan gælde ferier. Man kan savne at høre til i et fællesskab, som det er naturligt at holde ferie sammen med.
Selvom den enlige måske ikke er den vigtigste for nogen, så betyder det meget at få lov at være en af de næst-vigtigste. “Venner er familie, du selv har valgt”, er visdomsord fra en køleskabsmagnet. Måske har nogen en enlig ven, der skal ”vælges til” i familien. Sandsynligvis til gensidig glæde.
Så ja, et liv alene kan være ensomt, særligt på de tidspunkter, hvor andre som noget selvfølgeligt samles i deres familie. Og det kan være en sorg, at det blev sådan. Men det kan også føre til den fantastiske opdagelse, at Gud er vores nærmeste familie.
For ja, et liv alene giver nogle helt særlige muligheder i forholdet til Gud. Der er bare mere tid og ro til at være sammen med Gud, når der ikke er andre i huset. Og det er Ham, man kan småsnakke med, når man bliver træt af at snakke med sig selv. At opdage, at Gud er der, når der ikke synes at være andre, er ikke det værste, man kan opleve.