Af Morten Rugager Kristensen, Præst i Skjern Bykirke.
På menighedskonferencen i Evangelisk-luthersk Netværk d. 27. september på Børkop Højskole skal jeg holde et oplæg om ”Kirke for alle generationer”. Hvorfor er jeg blevet spurgt om det? Måske er der nogen, der har tænkt: ”Skjern Bykirke lykkes med at samle alle aldre til gudstjeneste. Hvordan gør de?”
Det er et godt spørgsmål! Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er heller ikke sikker på, at vi kan samle ’alle’. Men alle er i hvert fald velkomne! Hvis du møder op til en gudstjeneste, vil du opleve en god blanding aldersmæssigt. Men det gør det samtidig udfordrende. For hver ny generation har sine præferencer og ønsker til sangvalg, prædikenstil, lydniveau og gudstjenesteform, så hvordan tilfredsstiller man alle?
Taknemlighed
Lad mig begynde med at sige: Man kan ikke tilfredsstille alle! I kirken bliver vi mødt af et budskab som ikke kun tilfredsstiller, men som også afslører, udfordrer, formaner og frelser. Det vil sige, at i kirken får jeg det ikke præcis, som jeg selv gerne vil have det. Vi må bøje os mod hinanden, ligesom Kristus har bøjet sig til os. Og så må vi glæde os over, at nogen andre får glæde af den sang, som jeg ikke selv ville have valgt. Eller glæde sig over, at i dag fik de unge noget ud af prædikenen. Det er farligt, hvis vi som kirkegængere forventer: 1) At alt skal være, som det plejer! 2) Og at alt skal være lige præcis, som jeg kan lide det! Det fører nemlig til en usund utaknemlighed. Kirken, for at den kan være for alle, må være præget af en grundlæggende taknemlighed – ikke kun for, hvad jeg ’får ud af det’, men også en taknemlighed på andres vegne.
Giv stafetten videre
At være kirke for alle generationer, handler om at lade hver ny generation komme ind omkring bordet. Når det skal besluttes, hvordan kirke skal skrues sammen, må vi turde involvere den næste generation. Det at give stafetten videre kommer man ofte alt for sent i gang med. Så sidder man en dag pludselig med en aldrende bestyrelse, som ikke har fulgt med tiden, og hvis opgave primært bliver at bevare antikviteter. En god bestyrelse derimod repræsenterer flere generationer og lytter til både unge og ældres behov.
Tænk børnene med fra start
Man kan nemt glemme børnene og børnefamilierne. Jeg tror, man skal stille det afgørende spørgsmål i alle de ting, man gør som kirke: Hvordan oplærer vi børnene i den kristne tro? Børn skal tænkes med i de langsigtede planer fra starten af. Børnene er kirkens største aktiv. Jeg er med på, at det er vigtigt at vi voksne får noget åndelig føde. Men hvis der ikke er nogen børn i kirken, så har kirken ikke nogen fremtid. Så dør kirken. Derfor er det i alle de voksnes interesse, at børnene har en særlig plads og prioritet.
Ansvaret for børnene er todelt. Familierne har et ansvar og kirken har et ansvar. Oplæringen er et fælles projekt, der både foregår hjemme og i kirken. Det kalder på, at vi taler sammen om, hvad der er behov for som familie, og hvordan vi som kirke bedst møder disse behov, og hvad familierne kan byde ind med selv.
Unge skal øve sig
De unge skal have en øvebane. De er snart voksne, og skal have lov til at øve sig i at være voksne, uden at de tager alvorlig skade, når de fejler. Det betyder, at de skal øve sig sammen med og guides af voksne. Gerne voksne, der har en vis tolerance for det uforudsigelige. Der er nogen særlige dynamikker blandt unge, som det er vigtigt at have for øje. De vil for eksempel rigtig gerne være medskabere af det, de tager del i. Men de har samtidig svært ved at forpligte sig. Det rummer en spænding. De vil gerne noget nu og her, men ofte er det et langt sejt træk, der er brug for. Lad os give dem et rum at øve sig i, og lære dem noget om, hvad det kræver.
Familierne skal sænke skuldrene
Mit indtryk er, at unge familier er vældig ambitiøse. Hvis de fik karakterer som forældre, så er det kun et 12-tal, der er godt nok. Faktisk ville et 10-tal eller et 7-tal som forælder være en katastrofe. Det gør det ofte lidt svært at være på sidelinjen, for familieprojektet bliver ofte meget ambitiøst. Måske kan vi som kirker være med til at indgyde en ro og en accept af, at forældre aldrig har slået helt til. Og det er okay. Vi gør det så godt vi kan. Men vi er ikke perfekte forældre. Sænk skuldrene lidt og byg nogle solide, gode vaner for din familie. Så du ikke skal spørge dig selv hver søndag formiddag: Gider vi i kirke i dag? For så ved jeg godt, hvad svaret er. Familieliv er langt hen ad vejen at bygge sunde relationer og vaner. Det gælder også for ens åndelige liv. Så at Jesus må fylde i hverdagen og om søndagen.
Sølvbryllupsalderen
Når børnene er blevet store og snart flyver fra reden, så venter en ny fase i livet. Den kender jeg ikke så meget til. Men jeg kan forstå at mange får bedre tid og mere ondt i ryggen. Jeg håber sådan, at kirken i denne fase ikke rykker helt ud af billedet. For det er virkelig en fase, hvor man kan få lov til at bidrage og gøre en stor forskel. Måske kan man være den stabiliserende faktor, der får en smågruppe eller arbejdsgren i kirken til at fungere? Måske kan man bygge noget nyt op fra bunden, som ingen kunne overskue, da man var travlt optaget af at køre til fodbold.
De ældste i menigheden
De ældste i menigheden har en vigtig rolle: dele liv og erfaringer med Gud. Lad den ikke gå til spilde. Jeg har tænkt på, om vi skulle prøve at koble en konfirmand med en pensionist fra kirken. Så man kunne lære hinanden og vise hinanden, at man vil fællesskabet! Jeg oplever at mange bedsteforældre prioriterer og hjælper med børnebørnene og nyder fællesskabet. Hvor er det skønt! Kunne man også tænke sig, at man var reserve-bedsteforældre for et par børn i kirken, hvis der var plads til det i kalenderen? Vi har været enormt glade for som forældre, at der var nogen i den modne ende af menigheden, der så vores børn og hjalp, når det spidsede til.
Afrunding
Denne tekst har formet sig lidt som når Paulus skriver til de forskellige grupper i menigheden. I et af de afsnit skriver Paulus, hvorfor vi skal arbejde for at være menighed for alle generationer: ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker.” (Tit 2,11) I menigheden får vi lov at modtage Guds kærlighed igennem Jesu liv og gerning for os. Men vi får også lov at række den kærlighed til hinanden – til opmuntring og glæde for alle.