På søndag er det første søndag i advent. Advent betyder ‘komme’. Det handler om, at Gud har besluttet sig for at bryde ind i vores verden på en fuldstændig uventet måde. Det har Israels folk ventet på i 400 år. Nu ser vi pludselig tegn på at ventetiden er omme. En ung pige får besøg af en engel. Hendes forlovede ser en engel i en drøm. Kvindens kusine bliver gravid, selvom hun er alt for gammel. Hendes mand, som er præst bliver stum i 9 måneder. Der er ved at ske noget i Israel. Der er noget i vente.

Til gudstjenesten på søndag skal vi læse en super spændende tekst, hvor vi tager hul på, hvad denne forventning består i. Jesus holder sin første prædiken i sin hjemby, Nazaret, en by i udkantsisrael. Jesus besøger den lokale synagoge og bliver bedt om at holde dagens prædiken. Han læser et stykke fra Esajas 61,1-2, hvor der står: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

Hans prædiken starter med ordene I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse!

Begivenheden har sjovt nok lidt til fælles med Yahya Hassans digtoplæsning i Vollsmose forleden. De er begge på besøg hos ‘deres egne’. De kommer hjem. De er også begge ret omtalte og debatterede i dagspressen. De er populære. Men de mødes også begge to af afvisning på grund af deres budskab. Faktisk risikerer de begge deres eget liv.

Jeg ved ikke hvad Yahya Hassans budskab er. Men jeg ved, at Jesus er kommet for at bringe gode nyheder. Det er gode nyheder for alle dem, der kan føle sig fanget, eller blinde, eller fattige eller undertrykte. Der er godt nyt! Gud er kommet. Han er her!