Siden 1968 har det været en politisk målsætning at befri den menneskelige seksualitet fra tidligere tiders undertrykkende forståelse af ægteskab, kønsroller og familieliv. Man har gjort oprør imod en patriarkalsk samfundsopbygning og seksualmoral.

Mantraet var, at mennesket skulle sættes fri til at udleve sin seksualitet og leve i frie familieformer og selv konstruere sin kønsidentitet.

I den verserende debat om den nye voldstægtslovgivning diskuteres det, om sex skal foregå ved ”samtykke” eller ved ”frivillighed”. Og på grund af de sidste års voldsomme #MeToo-afsløringer, er målsætningen faktisk vendt om.

Nu handler det om at beskytte (primært kvindens) seksualitet, hvor det tidligere handlede om at sætte seksualiteten fri. Lea Korsgaard, fra netmediet Zetland, skriver at nu: ”…bliver seksualitet noget, der skal værnes om og markeres med hegnspæle.”

Som præst og kristen, står man lidt og betragter debatten lidt fra sidelinjen. Det er på den ene side interessant, at det er ved at gå op for mange omkring os, at den uhæmmede seksualitet og seksuelle udfoldelse er problematisk og har skabt stor ødelæggelse.

Samtidig sidder man med en følelse af, at meget af dette kunne været undgået, hvis man havde lyttet til kirkens enkle budskab om, at sex hører til i ægteskabet mellem én mand og én kvinde.

Det lyder måske i manges ører gammeldags og bagstræberisk, men sommetider er gammeldags godt! Bibelen opmuntrer os til at ”ægteskabet holdes i ære” (Hebr 13,4) og til at give sig selv til den anden i ægteskabet i indbyrdes kærlighed og forståelse (1 Kor 7,3).

Den opmuntring er hermed givet videre, både til kristne ægtepar, og til dig som er ung og kristen og skal finde dine egne ben i denne kultur.

Morten Rugager, præst i Skjern Bykirke