Skrevet af Mary Adrienne Madsen, Gospel-medarbejder ved Skjern Bykirke
Soon and very soon, we are going to see the King. No more dying there, no more crying there, we are going to see the King. Hallelujah, hallelujah, we’re going to see the King.
Disse ord er fra en traditionel Gospelsang, som hedder ”Soon and Very Soon.” Ordene betyder, at vi snart kommer til at se Kongen, Jesus, på en ny jord uden død og uden gråd, HALLELUJAH (pris Gud)!
Hver dag arbejder jeg med Gospelmusik. Det er en musik-genre, som stammer fra smerte og sorg. Der var nogle slaver, som ikke havde ret til særlig meget i deres liv. Andre bestemte det meste for dem, og mange levede i umenneskelige forhold, hvor der var vold, adskillelse fra familie, lange arbejdsdage og generel mangel på ret til at bestemme over sit eget liv.
Kristendommen var på den tid udbredt i USA, men ikke så meget blandt slaverne. Der var faktisk mange kirker, som brugte kristendommen til at forsvare, at de holdt slaver. De forsvarede det med et kristent hierarki, hvor slaver skulle adlyde deres ejer.
Men nogle grene af kristendommen begyndte at prædike noget andet. De begyndte at prædike om frelsen i Jesus, og de brugte nogle afrikanske traditioner i deres gudstjenester, f.eks. dans og sang med call og response (hvor man gentager hinanden). På grund af det kom mange slaver til tro, og der var en stor vækkelse blandt slaver.
For slaverne var troen på Jesus og Hans frelse den eneste vej til overlevelse. Guds ord om håb og frelse var noget de længtes efter at høre. De fik et håb om et bedre liv. Måske ikke et bedre liv her på jorden, men et håb om Guds løfte om en ny jord. At tænke på en ny jord uden gråd og død gav dem håb og glæde i et ellers mørkt liv og hverdag. Med former fra deres afrikanske hjemland begyndte de at sætte sang til løfterne. Og her udsprang spirituals og senere Gospelmusikken.
Den baggrundsviden får det mig til at reflektere over vores liv i dag som kristne. Vi bor i et land, hvor de fleste er sørget for i alle områder af deres liv. I forskellig grad selvfølgelig, men velfærdssamfundet passer på os, og sørger for os. Det er dejligt, og det er jeg taknemmelig for. Så hvilket budskab kan vi komme med, for at Gud opleves som vigtig, ja ikke kun vigtig, men nødvendig. Hvis flere skal være nysgerrig på at lære Jesus at kende og have Gud i centrum i deres liv, så er det afgørende, at man kan se vigtigheden i det. Personligt oplever jeg vigtigheden i at kende Gud i min hverdag her på jorden. Gud giver mig styrke til at klare opgaver eller til at sige de rette ord i en samtale. Jeg oplever også omsorg og kærlighed igennem bøn. Men jeg tror, der er mange, som tænker de har et rigtig fint liv, uden alt det. Så hvad er vigtigt?
Jeg fik lov til at opleve, hvad der er vigtigt på meget nært hold tilbage i januar. Jeg har et gospelkor på Aktivitetscenteret for 60+. Da en af medlemmerne fra koret blev alvorlig syg, holdt jeg kontakt med hende. En dag fik jeg en besked fra hende, at hun havde fået at vide, at hendes sygdomme var uhelbredelige og at hun nu var terminal. I samme besked skrev hun: ”I’m gonna sing, dance, praise the Lord, FOREVER. (Som er sangteksten fra en af de sange, vi synger i koret.) Hun skrev i samme besked ”Kun Gud kender dagen og vejen. ” Da jeg læste beskeden, blev jeg så rørt. At man kan have det syn på Gud og livet, når man har fået sådan en besked, har været meget inspirerende for min tro. Hun kunne prise Gud i sorg og smerte, fordi hun kendte Ham. Hun kendte Hans løfter. Hun vidste, at hun kunne se frem mod et evigt liv med Gud, og det hvilede hun i.
Jeg spurgte hende, om vi må komme og synge for hende udenfor hendes vindue for at glæde hende, og det ville hun rigtig gerne. Så vi kom en torsdag, hvor vi ellers skulle øve, og sang for hende. Vi sang alle de gode gospelsange, vi havde sunget i mange måneder. Men lige pludselig fik især en sang en helt anden betydning for mig. At synge ”Soon and very soon” over for et døende menneske, fik mig til at forstå teksten helt anderledes. Vi vidste at ordet ”soon” (snart) var bogstaveligt talt meget snart for hende. Jeg kunne mærke ,at jeg skulle sige noget til hende inden vi skulle synge denne sang. Generelt forkynder jeg ikke til koret på Aktivitetscentret, da det er et offentligt sted, og et samarbejde med kommunen, hvor vi ikke er i vores kirke. Men denne dag, tænkte jeg, at jeg bare skulle tænke på, hvad hun havde brug for og ikke andet. Så med bankende hjerte fortalte jeg om hvordan denne næste sang, havde fået en ny betydning for mig, på grund af hendes situation. Jeg kunne se, hvordan troen på Jesus havde givet hende styrke og håb, og at den kunne give os alle styrke og håb. At løftet fra Jesus om en verden med ”No more crying, No more dying.” er vildt fantastisk, og ÅH, det bliver bare så godt! Vi blev alle rørt af det, og hun takkede mig mange gange inden vi gik. Jeg fortalte hende, at hendes tro allerede havde rørt ved mange i koret, og jeg lovede hende, at jeg ville bruge hendes situation og hendes tro til at få andre til at reflektere over deres egen tro og den gave, det er at kende Gud i alle livssituationer, specielt også i den sidste del af livet.
Efterfølgende fik koret og jeg en varm kop kaffe i Bykirken, hvor vi havde muligheden for at snakke oplevelsen igennem. Mange var meget rørt, og satte selv ord på, at de aldrig før havde oplevet et menneske så sikker i sit liv med Gud. Det havde virkelig givet dem noget at tænke over. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror denne dag blev livsforandrende for flere i koret. Jeg har en sikker fornemmelse af, at denne dag var der mindst en fra koret, som fik lov til at opleve det samme håb, som slaverne sang om. Det håb som hjælp slaverne igennem. Det håb, der også var for DEM. Det er aldrig for sent at opdage, at Guds kærlighed, håbet om det evige liv og et liv, som er mere fantastisk end vores vildeste fantasi overhovedet kan komme i tanke om, – det håb er for dig! For alle.
Og det er her, at vi som taknemmelig kirke i mission og som kristne, har noget vigtigt at fortælle. Vores mission er, at fortælle hvor taknemmelige vi er for det håb, vi har fået igennem Jesus. Det håb, som vi kan sætte vores lid til på alle tidspunkter i livet. Det håb, som en helt særlig gave, der kendetegner kristendommen. Det er den allerstørste gave, som vi kan være taknemmelige over, og som gør, at vi slet ikke kan lade være med, at lade glæden over Jesu frelse skinne ud af os på forskellige måder. At vi slet ikke kan lad være med at fortælle det videre, der hvor vi har, og hvor vi finder muligheder.
Denne håb gjorde, at mit dejlige kormedlem stadig kunne prise og synge og danse i tak til Gud i hendes sidste dage. Hvor er det et fantastisk håb og Far vi har.
Også Paulus kendte til dette håb. Det skrev han om i sit brev til kolossenserne:
”Vi takker altid Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, når vi beder for jer; for vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, udsprunget af det håb, som venter jer i himlene. Det har I hørt om i sandhedens ord, evangeliet, som nu er hos jer, sådan som det i hele verden bærer frugt og vokser, ligesom også hos jer, fra den dag I hørte det og lærte Guds nåde at kende i sandhed.” Kol 1, 3-6
