“Vil du være min ven?”
Blogindlæg om fællesskab
Hver tirsdag er der legestue i Skjern Bykirke fra 10-12. En dag kom der en lille pige hen til mig og spurgte frimodigt og forventningsfuld: ”Vil du være min ven?” Det gjorde mig glad med denne åbenhjertighed og direkte stil. Det var til at forstå. Jeg svarede: ”Ja!”
Når Lukas i Apostlenes Gerninger skal forklare, hvad den første kirke var og hvad de gjorde, så skrev han: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” (ApG 2,42) På første pladsen kom læren, teologien, indholdet. Det er supervigtigt! Men allerede på anden pladsen kommer fællesskabet. For samværet med hinanden er altafgørende for os som mennesker og for os som kirke.
Jeg tænkte på det, da jeg så afslutningen af Tv-programmet Alene i Vildmarken. Det er helt tydeligt, hvordan det piner deltagerne at være alene. De savner deres familie, kone, mand og børn. For vi har brug for hinanden. Vi har brug for fællesskab.
Der kommer løbende mennesker i vores kirke, som vi ikke kender. Man siger det måske ikke så direkte, men mange sender et signal ved at dukke op: ”Vil du være min ven?” Det er ikke sikkert man selv er helt klar over det. Eller måske er man, men tør ikke spørge direkte. Hvad svarer vi så? Går vi forbi og hen til dem, vi kender? Eller tør vi tage chancen og byde hinanden velkommen!
De sidste par år er chancen for at støde ind i en, du ikke kender i Bykirken, blevet væsentlig større. Tør du tage chancen og invitere en, du ikke kender, ind i dit liv? Du behøver ikke gå ud og ringe på fremmedes dørklokke. Du kan bare se dig omkring i kirken og kigge rundt på dem, der allerede kommer til gudstjeneste, til kor, til legestue, til kaos, til ungkirke, til familienetværk. Og hør kaldet: ”Vil du være min ven?”
Af Morten Rugager Kristensen, præst i Skjern Bykirke
