Af Morten Rugager Kristensen, Præst i Skjern Bykirke.
Da jeg forleden spurgte en i kirken, om vedkommende kom igen, svarede han: ”Det kan du bande på!” Jeg blev lidt perpleks og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Sommetider tænker jeg, at vi kan blive lidt for pæne? Så er det godt at blive mindet om, at vi også vil være kirke for mennesker, der kan slippe et bandeord i ny og næ. Vores bibelske udgangspunkt er, at vi må være ”Sandheden tro i kærlighed!” (Ef 4,15) Det er nemmere sagt end gjort. Vi er kristne i spændingen mellem bibelske principper og konkrete mennesker!
Et aktuelt eksempel
Brødrene Andreas og Sune Gylling Æbelø har for nyligt beskrevet deres opvækst, og hvordan det har været fyldt af skyld og skam at være homoseksuel, i et fundamentalistisk, kristent miljø.[1] Et miljø som til forveksling ligner vores. Jeg vil ikke gå nærmere ind i detaljerne i deres historie.
Jeg deler ikke brødrenes konklusion om, at kirken burde opfordre mennesker med homoseksuelle følelser til at udleve deres seksualitet. Jeg vil i stedet sige, at: jeg anerkender at man kan have homoseksuelle følelser, men anbefaler ikke at følge dem. Der er dirrende spænding i dét, som kan være svært at håndtere i praksis. At man kan respektere mennesket som menneske, uden at anbefale det menneskes handlinger. For mig at se er det ligesom jeg anerkender, at man kan have følelser for en anden, end den man er gift med, men jeg anbefaler ikke at følge dem.
Måske tænker du på noget, der kan være svært at have et bibelsk princip om i mødet med virkeligheden. Her er et par gode råd:
Tre gode tommelfingerregler:[2]
- Der er ikke altid så meget at sige. Bibelen skal udlægges og forstås i sin kontekst – det har vi for eksempel gudstjeneste og smågruppe til. Men i mødet med den personlige historie, er det i første omgang bedst, at vi lytter mere end vi forkynder. Vi har to ører og én mund! Så lad os bruge ørerne mere end munden i mødet med det, som støder ind vores bibelske principper.
- Vi er ikke herrer over hinandens tro. Men medarbejdere på hinandens glæde (2 Kor 1,24). En præst/forkynder/sjælesørger/ven ”bestemmer” ikke, hvad den anden skal mene eller gøre. Det er altid menneskets eget ansvar. Jeg kan som præst og du kan som ven vejlede og pege på bibelske principper, men i sidste ende, er det op til den enkelte, at tage ansvar for sine egne handlinger og valg. Det må vi respektere.
- Hav tålmodighed. I Skrifterne hører vi ofte om en udpræget tålmodighed og langmodighed ift. at være på vej i livet. Der er ingen af os, der er fuldkomne. Vi har alle brug for rum til at være på vej i forskellige områder. Det bør vi også give plads til i vores fællesskaber (2 Pet 3,9).
Tavshedskultur
Noget af det som brødrene Gylling Æbelø italesætter, er en usund tavshedskultur. Der burde ikke være noget, vi ikke kan snakke om! Men det er der i praksis. Min reaktion på det er, at det er der i alle fællesskaber. Dels fordi man er bange for at blive sablet ned af kristne principryttere, der benytter hver en lejlighed til tale ”sandheden”. Dels fordi det ofte er meget private følelser, overvejelser og tanker, det drejer sig om; som egner sig bedst til en samtale en-og-en.
Vi vil gerne udfordre tavshedskulturen i det kristne miljø, ved at opfordre til at stille spørgsmål og tale om trosrelaterede emner! Derfor har vi også sat fokus på emnet: ladostaleomtro.dk til Soma-gudstjenesterne i efteråret. Det kan være emner som tjenestedeling mellem mænd og kvinder, homoseksualitet, abort, skilsmisse og gengiftning, alkohol-kultur, sex før ægteskabet. Disse emner bliver ligegyldige, hvis vi ikke forholder os til det og taler om det. Men det er ikke ligegyldigt. Det er enormt vigtige diskussioner, som vi bør tage op og tale sammen om. Det betyder ikke, at der er et svar eller en løsning eller facit på alle spørgsmål.
Enighed eller enhed?
Ethvert fællesskab må have nogen fælles ”spilleregler” som vi spiller indenfor, ellers kan fællesskabet ikke opretholdes. Dem skal der være enighed om, ellers må man forlade fællesskabet. Tænk for eksempel på en fodboldklub. Hvis du ikke overholder reglerne i fodbold, så kan du ikke være med på holdet.
Det gælder også i kirken. Der er nogen ting, vi ikke kan gå på kompromis med, uden at kirkens fællesskab ophører med at eksistere. Man kan ikke være i modstrid med formålsparagraffen så at sige. Derfor vil der altid være en form for beskyttelsesmekanisme. Det vil der være i alle fællesskaber. Det italesætter Bibelen også (1 Kor 5 og og Matt 18,15-20).
Men der er det særlige ved kirken, at vi i ret høj grad kan divergere i meninger og syns-punkter på rigtig mange områder, for det er ikke vores politiske ståsted der samler og definerer os. Det er troen på Kristus. I Kristus kan vi mødes som menighed på trods af vores forskelligheder. Det er ikke et mål at kirken mødes i enighed om hver enkelt lille detalje i troen, men at vi mødes i enhed. Så man kan godt være menighed sammen selvom man stemmer politisk meget forskelligt. Det ser jeg som et sundhedstegn.
Afslutning
Jesus selv formulerer sig både ret tydeligt: Fx ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig!” (Joh 14,6) Og rummeligt: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11,28).
Jesus gik utrolig langt for at rumme mennesker på kanten af samfundet. Prostituerede, skatteopkrævere, spedalske, enker og børn. Han var samtidig forholdsvis kritisk overfor farisæere, skriftkloge og ypperstepræster. Han ryddede templet ved at vælte vekselererne borde. Så Jesus rummede denne spænding i sin egen person. At være principfast og samtidig være ekstremt rummelig. ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” (Joh 8,11)
Der er ikke nogen færdig opskrift på, hvordan denne spænding løses. Vi vil altid stå i den. Det kræver en enorm visdom, som vi skal stræbe efter.
[1] https://www.dr.dk/nyheder/indland/hele-deres-barndom-har-andreas-og-sune-kaempet-mod-deres-seksualitet-og-endda
[2] Inspireret fra bogen ”Når tro og liv brager sammen” af Jens Ole Christensen, side 20-39.
