Af Morten Rugager Kristensen, Præst i Skjern Bykirke.
Vi fejrer i år 1.700 års fødselsdag for den nikænske trosbekendelse, som så dagens lys i år 325 i Nikæa. Det var ganske få år efter at den kristne kirke omkring år 313 var blevet lovliggjort i det romerske rige, efter årtiers voldsom forfølgelse.
Nu samledes alle verdens biskopper, 318 i alt, i den lilleasiatiske by Nikæno, for at diskutere og forene den kristne kirke omkring troen. Særligt én lære vakte bekymring. Arius fra Alexandria som fastholdt at Jesus ikke var Gud, men skulle ses som hierarkisk underordnet og et menneske skabt af den ene sande Gud.
Denne lære havde spredt sig over hele verden af én særlig grund. Arius var nemlig en dygtig salmedigter. Philostorgios skriver i Epitome (Bog 2, kapitel 2):
“Arius, efter at han havde brudt med kirken, forfattede adskillige sange, som kunne synges af sømænd, møllere og vejfarende, og andre af samme slags. Disse sange tilpassede han bestemte melodier, som han fandt passende i hvert enkelt tilfælde, og på den måde forførte han gradvist de ukyndiges sind til at antage hans egen gudløshed, lokket af sangenes tiltrækningskraft.”[1]
Det var altså en poet, der skrev sange, der blev årsagen til det første kirkemøde. Det er tankevækkende. Disse biskopper, som stadig bar synlige mærker efter forfølgelse, fandt dette alvorligt nok til at samles for at afgøre og formulere læren om den treenige Gud. Det er dermed et alvorsord om at dårlig teologi kan snige sig ind mange steder, også gennem de sange, vi synger. Samtidig siger det også at kirken tager læren alvorligt og fik markeret tydeligt, hvad den kristne kirke står for og hvad den ikke står for.
[1] https://www.johnsanidopoulos.com/2011/06/poisonous-songs-of-arius.html