Kære alle medlemmer i Skjern Bykirke.
Indenfor en måned har terror ramt to gange, først i Paris, senest i København. Radikaliserede unge muslimer med arabisk baggrund planlægger og udfører terror. Først går de efter muhammed-karikaturtegnere, så skyder de politifolk ned, og de afslutter med at dræbe sagesløse jøder.
Det blinde, rasende had til jøder og til det danske samfund, er brudt ud i lys lue.
Jeg er blot en blandt mange, som den sidste tid har kæmpet med at forstå disse ting, og spurgt:
- Hvordan skal jeg reagere på forfølgelse og drab på mine medmennesker – hvad enten de er ateistiske karikaturtegnere, kulturkristne eller jøder?
- Hvordan skal jeg forholde mig til den aktuelle trussel fra muslimske ekstremister?
- Hvordan skal jeg generelt opfatte islam, og dermed også muslimer i Danmark?
Jeg har tænkt en del over det, og meget kan siges, men jeg vil koge det ned til det tre ting:
- Om partipolitik og menighedsliv
- Om kirkens og samfundets forskellige ansvar
- Om hvordan en kristen demonstrerer
- Om partipolitik og menighedsliv
Som kristen menighed består vi af mange forskellige mennesker, og vi når til forskellige politiske svar på samfunds-udfordringerne. Nogle af os stemmer rødt, andre af os stemmer blåt. Nogen går til højre andre til venstre.
Op til næste valg vil vi drage forskellige konklusioner, og vi vil tro på forskellige løsningsmodeller for fremtidens samfund.
Sådan er det, og vi skal ikke blot acceptere det; vi skal leve sammen som Gud vil det med sin menighed, ”med én sjæl og ét sind” (Fil 2,2), uden at møde hinanden med hån, spot og latterliggørelse over vores forskellige politiske ståsteder.
Husk: Vi er bundet sammen af noget andet end partipolitik, ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder. Vi er bundet sammen af Jesus Kristus.
- Om kirkens og samfundet forskellige ansvar
Der er forskellige slags ansvar! Det er f.eks. ikke kirkens opgave at danne regering og styre landet. Det vælger vi politikere til, og kristne stemmer forskelligt. Og på den anden side: Det er ikke politikernes ansvar at lede os i bøn og lovsang og prædike for os om tilgivelse. Det bliver bare til tomme ritualer, hvor en forsvindende lille del af skaren står og synger med på f.eks. John Lennons gudsløse ateist-salme, Imagine.
Nej, bøn og lovsang er det ikke politikeres opgave at stå for. Det er den kristne menigheds tjeneste, den hjertesprog, dens kærlighedssprog.
Vi gør klogt i at skelne her, og besinde os på, hvad kirkens åndelige ansvar er og hvad samfundets politiske ansvar er. En klog sognepræst, Jesper Bacher, har udtrykt forskellen på denne måde:
”Det er kirken, der bærer oliegrenen og forkynder kærlighed og tilgivelse. Ikke staten. Staten skal bære sværdet og forsvare landet og folket mod fjenden.”
Oliegrenen er et billede på kirkens åndelige ansvar. Vi tror at Gud har givet os en række åndelige våben: Bønnen, lovprisningen og takkesangen, taknemmeligheden over Jesus og vidnesbyrdet om de gode nyheder om Jesus. Eller som Paulus udtrykker det: ”Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord” (Ef 6,17).
Sværdet er et billede på samfundets/statens/øvrighedens pligt til at forsvare sine borgere mod angreb, mod uretfærdighed, vold og overgreb. Eller som vi søndag efter søndag beder i menighedens kirkebøn: Vi beder for alle der er blevet betroet magt og autoritet. Hjælp dem – og os – til at værne hinanden mod uret og vold.
- Om hvordan en kristen demonstrerer
Nogen af jer ved sikkert, at der er annonceret to forskellige demonstrationer i Skjern mandag 2. Marts kl. 18.00. Først anmeldtes en demonstration med titlen ”Stop islamiseringen af Danmark”, arrangeret af en forening af samme navn. Derefter anmeldtes en mod-demonstration under titlen ”Skjern for mangfoldighed”, arrangeret af nogen som kalder sig ’Skjern mod racisme’, fordi de mener at den første demonstration er fuld af folk med fremmedhad.
Men hvordan demonstrerer jeg bedst som kristen?
- Som kristen er jeg både imod racisme, og vil samtidig gerne stoppe islamiseringen af Danmark.
- Som kristen er jeg overbevist om at Gud kalder mig til at modarbejde racisme og fremmedhad. Det gælder både den aktuelle antisemitisme (=jødehad), som igen er på fremmarch, men det gælder også mit eget hjerte: At jeg ikke gribes af had, fordomme og mistro til de fremmede som bor iblandt os. Had og foragt er et dårlig udgangspunkt for at kunne dele evangeliet med andre.
- Som kristen er jeg overbevist om at islam er en nedbrydende lovreligion, der mangler en frelser og forsoner, og at profeten Muhammed derfor er en anti-kristelig skikkelse. Derfor beder vi i kirkebønnen: Vi beder om at evangeliets lys må skinne blandt muslimer, så de omvender sig og lærer dig at kende, Jesus Kristus, den eneste sande Gud.
Jeg anbefaler derfor: Demonstrér ved at fejre gudstjeneste! Demonstrér ved at bede og lovprise Gud, lytte til evangeliet om Jesus, og dér finde kraft til at leve som lyslevende, fornyet kristen i en afkristnet kultur!
Du kunne jo begynde med at demonstrere ved at tage til aftengudstjeneste søndag 1. Marts kl. 19.30, hvor dette brevs anliggende vil blive yderligere udfoldet i en prædiken!
Jesus som den bærende!
I menigheden er det Jesus selv, den Korsfæstede og Opstandne, der binder os sammen. Han er det bærende centrum, vi alle retter os mod. Det er Jesus, som vi igen og igen nærmer os med taknemmelig og undren.
De bedste hilsner
Jens Lomborg
Præst i Skjern Bykirke
