Så er nedtællingen begyndt til årets store brag – samlingen af hele menigheden! Vi lægger ud med lovsang fredag aften 24. maj, og fortsætter lørdagen med et spændende program.
Her medvirker Torben Østermark, landsleder i Friluftsmissionen og formand for Københavnerkirken. Torben arbejder med kreativ formidling af evangeliet om Jesus til mennesker.
Desuden får vi besøg af Gert Alvin Hansen. Gert har udgivet en bog om sin usædvanlige historie om vejen til tro på Jesus. I lange perioder af hans liv var hverdagen fyldt med druk, vold, narkohandel, drabsforsøg og fængselsophold. En dag, mens han sad i sin fængselscelle, fik han en bibel, som han begyndte at læse i. Det blev et vendepunkt. Gert blev kristen, og hans liv blev forandret – ikke til en forudsigelig solskinshistorie. Gerts historie er rørende og medrivende – fortalt af ham selv, med skarphed og humor.
Program for børn i forskellige aldersgrupper. De unge (fra 7.klasse og op) får selv lejlighed til at mødes med Gert og høre mere til hans liv – sæt allerede nu X i kalenderen 24.-25. maj!