Når der kommer et nyt barn til i familien, siger man at forældrene har ‘fået’ et barn. Man siger ikke at de har ‘produceret’ et barn, eller at de har ‘gjort sig fortjent’ til et barn. Børn er noget vi får. Det er indlejret i sproget, at børn er en gave.
I Salme 127 står der, at børn er en gave fra Gud. Børn er derfor som udgangspunkt ikke ‘i vejen’ eller ‘et problem’ for de er Guds gave til os forældre og til vores menighed og vores samfund.
Vi udskyder det at få børn længere og længere, fordi det skal passe ind i vores drømme og planer for livet. Vi er mindre og mindre sammen med vores børn, fordi når vi har fået dem, skal de stadig passe ind i vores drømme og planer for livet.
Børn er ikke et projekt, oven i karrieren, eller oven i det perfekte studie. Børn er en del af livet. Børn er en del af hverdagen. Børn er noget der giver mening i sig selv, men som hverken bør forgudes eller forsømmes.
“Midt i 1960-erne var den gennemsnitlige arbejdstid uden for hjemmet for begge ægtefæller tilsammen ca. 50 timer om ugen. Omkring år 2000 var den 95-100 timer om ugen. Det siger sig selv at det er en mærkbar forandring. Det medfører bl.a., at børn i højere grad må kæmpe for at få forældrenes opmærksomhed.” (Carsten Hjort Pedersen, Tid til børn, side 19).
Jeg skriver det ikke for at give dårlig samvittighed, men for minde os alle sammen om, at børn har brug for forældre, der tager sig tid til dem, og som viser dem, at de er en gave fra Gud til os.
