En forfatter skrev for nyligt: ”2021 var året der stod sent op og gik tidligt i seng.” Det er lidt den følelse man sidder tilbage med her i begyndelsen af det nye år. Jesus siger i Johannesevangeliet om sig selv: ”Jeg er verdens lys!” Jeg synes det er en god begyndelse efter et syvsoverår. En ny dag bryder frem. Lad os stå op. Må hans lys bryde mørket og tågen, som har ført så megen uvished med sig.
For der har vitterligt været stor uvished i det forgangne år. Uvished om hvilke restriktioner, der gælder. Uvished om rejsen bliver til noget — eller bryllupsfesten? Uvished om børnene skal i skole eller blive hjemme. Hvis man er født i 80’erne eller senere har man ikke kendt til stor uvished i samfundsmæssig forstand. Det at gå fremtiden i møde uden helt at vide, hvad der kommer. Det har vi skullet vænne os til. Vi famler os lidt frem i mørket og tågen. Vi gør vores bedste for at få hverdagen til at hænge sammen.
Derfor har vi brug for et fyrtårn til at lede os i uvishedens mørke! Hvad kendetegner et fyrtårn? 1) Det rokker sig ikke, for det står solidt plantet på jorden. 2) Det er et navigationspunkt, særligt når det er mørkt og man ikke kan se en hånd for sig. 3) Det stikker op i landskabet over andre bygninger.
Kristeligt set har vi brug for et fyrtårn. Et lys der kan guide os gennem syndens mørke til Guds kærlighed. Jesus er det åndelige fyrtårn i en åndeligt mørk verden. Hans død og opstandelse er et frontalangreb på synden og ondskaben i verden. Den sandhed rokker sig ikke, men står skrevet i Guds uforanderlige ord. Jesu opstandelse er et navigationspunkt, der giver håb midt i det håbløse. Han stikker op over alle andre autoriteter og påstår at være et lys i mørket. Ikke bare hvilket som helst mørke, men nattens åndelige mørke!
Morten Rugager Kristensen, præst i Skjern Bykirke.
