Blogindlæg om tilgivelse
Jeg blev spurgt, hvad jeg som præst tænkte om en kirkes deltagelse i Priden. Spørgeren kunne godt både forstå argumenter for den ene og den anden side. At vi som kirke skulle møde mennesker som Jesus mødte dem. At vi burde møde mennesker der hvor de er, og ikke gøre forskel på nogen. At evangeliet er kærlighed og vi bør elske vores næste uanset seksuel orientering. At vi bør deltage i fejringen af kærligheden.
På den anden side kunne vedkommende også forstå at kirken bør værne om ægteskabet mellem en mand og en kvinde som Guds skabelsesordning. Bibelen definerer homoseksuel praksis som en synd. Så skal kirken ikke kalde det kærlighed. Kirkens opgave er derfor at opmuntre den homoseksuelle til et liv i cølibat og tilbyde det fællesskab, der kan være et alternativ for romantisk kærlighed.
Jeg har som præst svært ved at se, hvordan disse to synspunkter kan forenes. Men jeg tror, de diskuterer med hinanden i mange kristne. Der er ingen tvivl om at Jesus tillod mennesker, rig og fattig, høj og lav, feteret og udstødt, at komme ham helt nær. Han afviste dem ikke. Han lod en prostitueret tørre hans fødder med sit hår. Han spiste sammen med en upopulær skatteopkræver. Han rørte ved spedalske. Men han talte samtidig også om omvendelse fra synden. Han talte om ægteskabet mellem en mand og en kvinde som noget ubrydeligt.
Mennesker er mere forskellige, end vi lige går og tror. Vi skal passe på med at komme til at sætte et andet menneske i bås med et medieskabt skræmmebillede. Vi må være nysgerrigt interesserede og ydmygt spørge ind til, hvem det andet menneske er, for hvert menneskes historie er forskellig.
Vi har som mennesker det tilfælles, at vi alle er syndere. Vi er i samme båd. Vi har alle brug for tilgivelse. Der er kun én virkelig ren og god. Det er Jesus – den eneste der kan hjælpe os med vores syndeproblem. Jesus holder dog fast i, at vi ikke må indrette os i permanent modstrid med Guds ord. Hos Jesus er der tilgivelse, men også et kald til omvendelse. ”Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” (Luk 7,47) Men den, der får meget tilgivet, elsker meget. Så lad os alle søge Guds tilgivelse mere!
Af Morten Rugager Kristensen, præst i Skjern Bykirke