Der er tre ord der har taget form i mine tanker den seneste tid. De er kommet til mig fra forskellige sider og har været med til at sætte retningen for mig. Det første ord er forventning. Det andet er byrde. Det tredje er taknemlighed.
Fyldt med forventning!
Jeg læste Luk 3,15, hvor der i forbindelse med Johannes Døberens tjeneste står: ”Folket var fyldt med forventning!” Sådan har jeg det hver gang vi tager hul på et nyt år. Jeg er fuld af forventning til hvad året vil bringe. Hvilke spændende oplevelser har vi i vendte? Og hvilke spændende mennesker skal vi møde? Og hvilke opgaver når vi at fuldføre?
Hele verset lyder: ”Folket var fyldt med forventning, og alle tænkte i deres stille sind, om Johannes mon skulle være Kristus.” De var i forventning om, hvad der skulle til at ske i deres land, i deres menigheder og i deres egne hjerter. Jeg har gået og reflekteret over ”at være i forventning”. Jeg er stået op hver morgen og har tænkt, hvad har du til mig i dag, Gud, som jeg kan være i forventning om? Det har sporet mig ind på, allerede fra morgenens tidlige stunder, at lægge mærke til de gode ting. Lægge mærke til Guds indgriben og vejledning.
Forventning står i modsætning til bekymring. Bekymringer tynger os ned. Forventning løfter os op og retter vores blik mod det gode vi har i vente.
Jeg er fuld af forventning til året der kommer i Skjern Bykirke. Der er så meget godt vi har i vente. Det skal vi glæde os til. Det skal vi være i bøn til Gud om. Det skal vi tænke og grunde over i vores stille sind og så skal vi ikke forblive passive, men aktivt vælge at gå på hans ord.
Min byrde er let!
Det næste er ordet byrde. Forestil dig, at du sidder med en sten i hånden. Sådan en sten du ville finde på stranden ved Vesterhavet. Prøv at mærke dens tyngde. Mærk hvordan dine hænder varmer stenen op. Det er dejligt at mærke stenen i sin hånd.
Forestil dig at der står nogle ord på stenene. Børnekirke. Lovsang. Diakoni. Forbøn. Juniorkirke. Bestyrelsen. Sjælesorg. Smågrupper. Osv. De repræsenterer hver især områder af vores menighed, der kan føles som en byrde. Som ér og skal være en byrde. Fordi det er vigtigt. Ind imellem føles byrden let og man trives med den, andre gange kan den være tung og vanskelig at bære.
Jesus siger om den byrde du bærer: ”Mit åg er godt, min byrde er let.” (Matt 11,30). Han taler om tjenesten for ham. Fordi han er mild, så er den byrde at tjene ham også let. Det er selvfølgelig alt andet end let at følge Jesus, for den vej han gik var temmelig vanskelig. Men den er let 1) fordi Jesus leder os i vores tjeneste, 2) fordi vi er sat fri fra alt andet der tynger os, 3) fordi Helligånden forvandler den troende til at ligne ham. Så vi skal se på vores tjeneste som let af de tre grunde.
Vi har også andre byrder i vores liv. Det kan være vi har ægtefælle og børn. Det er også en byrde vi skal bære. Vi har et arbejde, som er en byrde vi skal bære. Det veksler måske lidt, men jeg tror vi mennesker kan bære 2-5 sten i livet. Nogle kan bære lidt mere, andre lidt mindre. Som menighed har vi gennem årenen lært, at vi kun kan løfte denne byrde sammen. Hvis én enkelt person forsøgte at løfte det hele, så ville han knække sammen under vægten og ansvaret. Hvis vi hver især bær en overkommelig del af byrden, så bærer vi sammen det hele og Guds rige når længere ud.
Sig tak under alle forhold
Det fører mig til det sidste ord. Taknemmelighed. I USA fejrer de Thanksgiving på linje med vores jul. En dag der handler om at vise hinanden taknemmelighed for den man er og sige tak for det man har sammen. Den tradition har vi ikke, men vi kunne måske godt tage selve idéen bag ved til os. Det tror jeg vi skal tage til os og øve os i at sige tak til hinanden.
Bibelen er også fyldt af tak. “Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus” (1 Thess 5,18) Prøv lige at grunde lidt over dette vers. Læs det lige en gang til. Der er et hav af steder i GT og NT, der handler om at sige tak. Men det er først og fremmest tak til Gud. Det understreger den pointe at vi må have en grundlæggende taknemmelighed overfor Gud.
Guds fred – Morten Rugager Kristensen
