Evangeliet er gode nyheder. Som kristne er vi fyldt og drevet af de gode nyheder om Jesus. Det er påskens centrale budskab: Jesus på korset og den tomme grav! Død for dig. Til evigt liv for dig.
Men i den tid vi står i nu, bombarderes vi i stedet af dårlige nyheder. Det som skulle fylde os og drive os – evangeliet – trænges i baggrunden, fordi der er så mange dårlige nyheder, der når vores ører hvert vågent øjeblik i døgnet. Vi befinder os i en krise. Både samfundsmæssigt, socialt, økonomisk, men hvad med åndeligt?
Jeg kan mærke det på mig selv. Det er vanskeligt at fastholde struktur og rytme i sin hverdag. Det tvungne samvær i familien er på den ene side en gave, men kan også være en belastning. Man skal implementere nye måde at arbejde på hjemmefra, samtidig med at hverdagens gøremål skal varetages. Det er ikke alt sammen nemt.
Lad os holde fast i at Jesus Kristus ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2,7-8). Den krise og død, der ramte Jesus, blev os til gavn. Mit håb er, at vi må vende denne krises tale om død og frygt, til en fornyet besindelse på Guds ords styrke og trøst. Han er stærkere end døden og i troen på ham kan vi gå døden i møde med vished om nyt liv.
Det er dét påsken handler om!
Guds fred – Morten Rugager Kristensen