Evangelium betyder ”gode nyheder”. Sådan en nyhed, som jeg forestiller mig, at man i gamle dage råbte ud på gadehjørner og fra hustage. I dag er det måske mest på facebook, twitter og i nyhederne den slags bliver ”råbt ud”. Der er noget sensationelt over gode nyheder. Jeg har sat mig for at lede efter de gode nyheder i en for mig helt almindelig hverdag. Hvor finder jeg nyheder om Jesus i mit liv? Det er ikke det hele, der er særligt sensationelt, men prøv alligevel at læse med i hvad jeg fandt.
- Jeg vågner. I fortiden bad man med stor omhu om tryghed og sikkerhed for natten i sin aftenbøn. Man fornemmede at natten varslede noget uheldsvangert og at en ny dags liv ikke var en selvfølge. For mig er morgen ikke længere en sejr, men en kamp for at motivere mig selv til endnu en dag. Den første gode nyhed til mig er, at jeg vågner af Guds nåde til endnu en dag. Gud har skabt mig og opretholder mig og jeg er til på grund af ham. ”Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.” (Rom 13,12)
- Jeg læser. Det første dagen bringer er et bibelcitat fra min iPhone eller fra min løsensbog. Ikke fordi jeg er specielt from, men fordi det minder mig om Guds ord fra morgenstunden af. De fleste morgener har jeg allerede glemt det igen, inden jeg er færdig i badet. Enkelte gange følger det mig hele dagen eller måske en uge og bliver måske til en andagt eller en hel prædiken. Den gode nyhed til mig er, at Gud taler og mit hjerte er åbent fordi Helligånden åbner det. ”Forkynd mig din godhed hver morgen.” (Sl 143,8)
- Jeg beder. Eller det ville jeg i hvert fald gerne. De fleste dage finder jeg først tid til det op af dagen. Tid i bøn og stilhed må ikke blive en form for tvangshandling eller en tung pligt, så hellere lade være. Det er derimod fællesskab med Gud. De fleste dage ”mærker” jeg overhoved ingenting. Jeg fortæller Gud om min dag og han lytter. Nogen gange får jeg en indskydelse, en tanke eller en påmindelse, som jeg skriver ned og husker. Den gode nyhed til mig er at Gud lytter uanset om jeg føler det eller ej. ”Hver morgen kommer min bøn til dig.” (Sl 88,14)
- Jeg spiser. Når jeg spiser morgenmad overvældes jeg næsten altid af en række bekymringer for dagen og for fremtiden. Nogen ville nok kalde mig en smule morgentungsindig. Den næste gode nyhed for mig er derfor, at Gud sørger for mig, så der er mad på bordet, penge på kontoen, så bekymringerne egentlig godt kan fordufte. ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” (1 Peter 5,7)
- Jeg arbejder. I begyndelsen af Bibelen står der de lidt gammeldags ord ”med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage” (1 Mos 3,17) som faktisk er en forbandelse for syndefaldet. Så hvad er de gode nyheder, når vi går i gang med dagens arbejde? Er det ligefrem en straf? Nej, mit arbejde er mit kald. Uanset om jeg er postbud, hjemmehjælper eller selvstændig. Det kan være slidsomt at arbejde, men mit udbytte afhænger ikke af mig, men af Gud. ”Det er Herrens velsignelse, der gør rig, slid føjer intet til.” (Ordsp 10,22)
- Jeg er elsket. Gud elskede mig, da vi endnu var fremmede for hinanden. Han tog mig i sin favn som den gode far han er. Han vaskede mig ren for skidt og snavs og gav mig nyt tøj og et kostbart smykke. Han adopterede mig som sin egen søn og gav mig del i hans ejendom. De gode nyheder til mig er at Gud elsker mig. ”Jeg var fortabt, men er blevet fundet.” (Luk 15,32)
- Jeg elsker. På grund af den store kærlighed han har vist mig, får jeg lov til at elske mennesker omkring mig med den samme kærlighed – selv dem jeg slet ikke bryder mig om. Det er endnu et godt budskab til mig i dag, at Helligånden virker i mig og jeg får lov til at se hans frugter i mit liv. Jeg elsker udelukkende, fordi han elskede mig først. ”Åndens frugt er kærlighed.” (Gal 5,22)
- Jeg tjener. Jeg har fået nogen gaver, som jeg bruger i Guds tjeneste. Jeg underviser, evangeliserer, leder og lytter. Det er mine gaver. Du har også fået gaver, og vi er hver især kaldet til at bruge dem til gavn for hele menigheden. Ingen kan det hele alene. Den gode nyhed for mig er at vi supplerer hinanden i menigheden og har omsorg for hinanden. ”Jeg var fremmed, og I tog imod mig.” (Matt 25,35)
- Jeg takker. Inden jeg lukker øjnene spørger jeg sommetider min kone, ”er det noget jeg skal bede for?” Jeg ville gerne sige, at jeg gjorde det hver dag, men det er ikke sandt. På en god aften falder vi i søvn i hinandens favn med en takkebøn på vores læber. Er det ikke også en meget god nyhed? ”I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.” (Sl 4,9)
- Jeg hviler. Selvom jeg har svært ved at komme i seng, fordi jeg er B-menneske, så øver jeg mig i at få otte timers søvn hver nat. Gerne mere. Jeg er ikke så uundværlig, at jeg ikke godt kan holde en god pause fra det hele hver nat. Der er velsignelse i hvilen. Endnu en god nyhed. ”Den, Herren elsker, får det, mens han sover.” (Sl 127,2)