Billedet her er lavet af Bente Roelshøj Andreassen, medlem i Skjern Bykirke.
Billedet har to sider. Bente skriver selv om sit kunstværk:
Du står og ser på et værk, som jeg har malet i en svær tid i vores families liv. En tid med sorg og fortvivlelse. Men budskabet om Jesus har fyldt mit hjerte.
På det ene maleri står englene og siger til disciplene: “… Hvorfor står I der og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus som er taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen” (Apostlenes Gerninger kapitel 1, vers 11).
Derfor har jeg malet Jesu genkomst på den anden side (Som vist her). Løftet om, at Jesus kommer igen, giver os forventning om, at han kommer og skaber alting nyt. Der står i Matthæus-Evangeliet kapitel 24, vers 30-31: “… og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed”.
Da Jesus tog hjem til Gud, vores far i himlen, blev han allestedsnærværende her på jorden, da Helligånden kom i hans sted pinsedag. Guds Ånd, som kan fylde vores hjerter med glæde og fred – også når livet er svært.