Jeg er glad for et vers i Bibelen. Det er et vers til opmuntring, når man er blevet modløs i sin tjeneste eller føler troen eller livet tynger en ned. Det står i Paulus 2. brev til korintherne. Det er faktisk hele kapitel 4 jeg rigtig godt kan lide – men særligt vers 6-8:
”Da Gud skabte verden, sagde han, at lyset skulle skinne midt i mørket. Nu tænder han lys i vores hjerter, så vi kan se stråleglansen fra Kristus’ ansigt og forstå, at den kommer fra Gud.
Lyset er som en værdifuld skat, der opbevares i skrøbelige lerkrukker. Det gør det tydeligt, at vores kræfter stammer fra Gud, ikke fra os selv. Vi presses fra alle sider, men bliver ikke knust, vi er i tvivl, men ikke fortvivlede.” (2 Kor 4,6-8 Bibelen2020)
Den skat som Paulus taler om, er Guds lys i vores hjerter. Ligesom Gud skabte lyset i tidernes morgen, sådan skaber han også lys i vores hjerter i dag. Han skaber liv, hvor der før var død.
Denne lysende skat opbevarer vi i skrøbelige lerkar. De kan få skår og huller. Men det gør dem ikke mindre gode lysbærere – tværtimod. Det er gennem sprækkerne at lyset kan komme ud, som der står i vers 11: ” så hans liv kan komme til syne i os.”
Det er ikke et lys vi skaber i egen kraft. Du kan ikke tænde det med en tændstik eller med et ildstål. Det er Gud, der tænder det lys, skatten i vores hjerter.
