I et af Paulus’ personlige breve, skriver han til den unge menighedsleder, Timotheus, sådan her: ”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.” (1 Tim 4,12)
Det med at være et forbillede har vi det normalt både godt og skidt med. Vi kan godt lide at gå foran og blive set, når vi har succes. Så får vi opmuntrende kommentarer og klap på skulderen; dét er noget der kan gøre os glade og få os til at føle os værdsat og elsket. Men det kan også være svært at acceptere, at folk også ser os, når vi ikke klarer livet særlig flot. Når vi bliver vrede, når vi glemmer aftaler, når vi afsløres i at fordreje sandheden eller når vi må give op og ikke kan fuldføre en opgave, vi har taget på os. Dét er noget, der kan gøre os nedtrykt og få os til at føle os værdiløse og ensomme.
Hvordan kan vi så være et forbillede i kærlighed og renhed, når vi ikke klarer livet så flot? Lad os give ordet til Paulus igen: ”lev i det, så alle kan se, at du gør fremskridt.” (1 Tim 4,15) Jeg kan så godt lide det sidste. Fremskridt! Vi er ikke perfekte. Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt! Men Paulus minder Timotheus om at leve i dette rod. Dvs. lade os afsløre som de mangelfulde forbilleder vi er, og fortælle hinanden om vores forbillede, Jesus, som levede det liv vi ikke lever og døde den død, som vi ikke vil i nærheden af.
Hvordan gør vi det? Først må vi åbne os for hinanden. Jeg er overbevist om, at hvis vi unge, begynder at åbne os op for hinanden, og lever livet som det er, i al sin trælshed, så vil vi opleve og se en frugt af fælleskabet, som er kærlighed, trofasthed og renhed. Så vil vi kunne se, at vi hver især gør fremskridt. Og jeg mener et radikalt åbent fællesskab. Et fællesskab, hvor man altid sætter de andres behov over sine egne, snakker med den som ingen andre snakker med – rigtig snakker, en hel aften – fordi du ønsker at forstå det andet menneske. Et fællesskab hvor du går længere med din ven, end din ven spørger om. Hvor vi har kærlighed til hinanden. Hvor man kan mærke at vi elsker hinanden. Det kan vi kun få til at ske, hvis vi er ærlige overfor hinanden, siger undskyld, når du virkelig har gjort noget ondt mod en anden. At vi hjælper hinanden til rette og byder den nytilkomne velkommen.
Og det er så det andet, at vi må åbne os for den nye i vores fællesskab. Det er vanskeligt at være ny, fordi man ikke kender omgangstonen, fællesskabet og formålet med det hele. Derfor må vi må øve os i at gøre det nemmere at være ny. Fortæl, hvorfor vi samles, hvorfor vi spiser sammen, hvorfor vi elsker hinanden. Jeg ved godt det sidste lyder syret, men det gør vi jo! Vi gør det, fordi Jesus elsker os! Vi skal gøre os umådelig store anstrengelser for at tage imod den nye. Og lære dem, hvad vores fællesskab prioriterer og har som værdier. Ikke bare i ord, men i handling. Og Paulus minder Timotheus om fællesskabets værdier: ”vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.” Det kunne være et godt udgangspunkt for ungdomsfællesskabets værdisæt.
Vores forbillede, som unge, kan få kæmpe indflydelse på hele kirken, hvis menigheden kan se hvordan vi tager imod nye i kirken, og lad jer derfor ikke ringeagte fordi I er unge! Gå til den. Gå foran.
