Skjern BykirkeDet kræver mod at leve
Det kræver mod at leve

Jeg sad for nyligt i et venteværelse i nogle timer. Jeg var på hospitalet som pårørende og nød at sidde og vente for mig selv. Da jeg så lægerne, sygeplejerskerne og portørerne udføre deres arbejde, mindede det mig om at livet er værd at kæmpe for. Jeg kiggede på de mennesker, der kom og gik. Jeg bemærkede også noget, der fik mig til at tænke over det at være kirke.

Mange kom meget forsigtigt ind i rummet, nærmest usikre. For hvordan opfører man sig passende her? De mange skilte i venteværelset gjorde sit for at skubbe ydermere til denne usikkerhed. Ord som ”Advarsel”, ”Skærpede regler”, ”Husk mundbind” og ”Ingen pårørende i venteværelset” hang på døre og vægge. Der var så meget man kunne gøre forkert. Hvordan reagerer de andre, hvis jeg kommer til at hoste? Må jeg overhoved være her?

Det skal siges, at jeg fik en overordentlig god behandling af personalet og de gjorde deres bedste for at hjælpe og skabe en positiv atmosfære. Men den følelse mange kom ind i rummet med, var usikkerhed og bekymring. Frygten for at gøre noget forkert eller ligefrem føle sig uvelkommen og forkert.

Jeg er næsten overbevist om, at mange har det på samme måde med kirken. Det er i forvejen et sted, hvor der synes at være et særligt adfærdskodeks. Man skal rejse sig op på bestemte tidspunkter. Må man række hænderne i vejret, når man synger, eller er det upassende? Må man klappe efter en sang eller ej? Og nu er kirken også blevet fyldt med advarselsskilte om forholdsregler, restriktioner og anbefalinger. Kommer jeg for tæt på de andre? Synger jeg for højt? Må jeg tage mit mundbind af?

Jeg kan faktisk godt forstå, hvis man tænker: Det er nemmere at blive hjemme! Så kommer man ikke til at gøre noget forkert. Man kommer ikke til at føle sig uvelkommen og forkert. Jeg forstår det virkelig godt.

Hvis vi skal finde en vej frem som menighed og som fællesskab kommer det til at kræve mod. Vi bliver nødt til at kæmpe imod den usikkerhed og frygt vi hver især mærker i os selv og hinanden. For livet er ikke gnidningsfrit og berøringsfrit. Det kræver mod at leve. Nu åbnes kirkerne mere op og jeg håber du vil tage mod til dig og være med! For her er alle er velkommen.

Morten Rugager Kristensen

Seneste blogindlæg

Lyder der for få bandeord i kirken?

Lyder der for få bandeord i kirken?

Af Morten Rugager Kristensen, Præst i Skjern Bykirke. Da jeg forleden spurgte en i kirken, om vedkommende kom igen, svarede han: ”Det kan du bande på!” Jeg blev lidt perpleks og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Sommetider tænker jeg, at vi kan blive lidt for pæne?...

læs mere
Fra hjerteslag til hjerteslag

Fra hjerteslag til hjerteslag

Af Mary Adrienne Madsen, Gospelmedarbejder i Skjern Bykirke. Jeg er i gang med en etårig lederuddannelse gennem Arrow Lederskab. Det har været en gave at få lov til at lære nyt og have tid til refleksion.  En af de mest fantastiske ting ved denne her...

læs mere
Den, der får meget tilgivet, elsker meget

Den, der får meget tilgivet, elsker meget

Blogindlæg om tilgivelse Jeg blev spurgt, hvad jeg som præst tænkte om en kirkes deltagelse i Priden. Spørgeren kunne godt både forstå argumenter for den ene og den anden side. At vi som kirke skulle møde mennesker som Jesus mødte dem. At vi burde møde mennesker der...

læs mere